Vesterø legeplads
Vesterø legeplads
Bare et godt råd - sæt god tid af!
Læsø er fra naturens hånd både et ”badeland”, et ”oplevelsescenter” og et ”legelandskab”, hvor man gang på gang overraskes over, hvor langt man når med det helt enkle. En efterårstur til Skovhytten, ravjagt på stranden, svampejagt i skoven, en ridetur på islænderheste, en sommertur til Stokken eller en forårstur til den nyåbnede isbutik.
Læsø har – indrømmet – ikke mange centre. Faktisk ingen. Heller ingen vandrutsjebaner. Kun én biograf med én sal (dog med popcorn og sliksalg). Og ingen børneparkering. Til gengæld har Læsø et par helt sikre trækplastre, som med garanti er førstevalg ved genbesøg. Og selvfølgelig er der både børnemenuer på restauranterne, guf på isvaflerne i isboderne, jordbær i vejboderne og remoulade til de hjemmelavede fish 'n’ chips hos fiskehandlerne.
Ta’ endelig børnene med til Læsø – de kommer til at huske det! (af Tom Andersson)
I kommer ikke uden om Storhaven. Så er det sagt. Der er andre dejlige steder også for børn, men Storhaven er et must. Gårdbutik, hjemmelavet mad og is, salg af cremer, mel, lys og garn, tangtagssnakke, gynger, en svævebane over søen for de modige og ikke for tunge, nedgravet trampolin, kaniner, kyllinger og killinger, grise, geder, ponyer og æsler, høns, ænder og gæs, og så koster hele menageriet kun 20 kr., i slow motion og uden sammenligning én af Læsøs helt store attraktioner.
75 % af alle besøgende på Læsø lægger vejen forbi Saltsyderiet og med god grund, for det er en unik oplevelse. Det er det også for børnene, som sagtens kan fascineres af historien om, hvordan man syder salt, og som endda også selv kan syde deres egen salt. Saltsyderiet byder også på et udsigtstårn, en legeplads og så sælges der gerne pandekager, som kan nydes på stedet i ro og mag med duften af brænderøg i næsen og syltetøj i mundvigen.
For både de mindre små børn og de lidt større små børn er der rigtigt fine legepladser ganske mange steder...
Læsø er begavet med kilometervis af børnevenlige badestrande, og én af de mere populære åbenbarer sig stort set for øjnene af alle, når I kører af færgen: Kongestranden byder på kilometervis af børnevenlig badestrand, hvor I skal næsten halvvejs til Jylland, før det bliver dybt. Generelt er strandene af meget høj kvalitet hele øen rundt.
Begge havne byder på både fiskehandlere og fiskekuttere, krabbefiskeri (lån spand og stang på Turistkontoret), restauranter, legepladser, lystsejlere og så er der nem adgang til fiskefrikadeller og is.
Forfatter og journalist Lasse Mors har skrevet fem gode godnathistorier om livet på Læsø i gamle dage.
Læsøs kulturhistorie indeholder mange fascinerende fortællinger, og bogen her forsøger at åbne nogle af dem for børn.
Lasse er selv en flittig gæst på Læsø og har både læst op af historierne på biblioteket og på Læsøfærgen - altid til stor fornøjelse for tilhørerne. Bogen er rigt illustreret med flotte billeder af den nordjyske kunstner Christine Bilde.
Du kan købe Børnenes Læsøhistorier på Turistkontoret.
Foto:visitlæsø
Foto:Lasse Mors
Læsø Antik & Retro er et fristed, hvor hele familien i alle aldre kan tilbringe nogle herlige timer sammen. Tag et spil minigolf med ungerne eller lad dem boltre sig i gynger, trampoliner, med kongespil, kæmpe mikado eller et spil kryds og bolle. I den hyggelige grillcafé, der er indrettet i gårdens gamle stald, kan I blandt andet nyde en hjemmelavet burger med Gallowaykød fra kvæg, der har græsset på Læsø, eller fritter og fisk fra øens farvande. I kan også stille lækkersulten med en gammeldags is fra Ryå is fra Aabybro Mejeri. Til de voksne serveres der friskbrygget kaffe fra den italienske espressomaskine.
Foto:Amanda Jensen
Læsø Camping og Hytteby har med støtte fra Isabella-fonden fået en helt ny og dejlig legeplads med masser af muligheder som supplement til den store hoppepude. OG pladsen er åben for alle - også selv om man ikke er gæst på pladsen.
Man kan derudover ride på islandske heste, køre i hestevogn, leje cykler, tage med Rønnerbussen, lave pandekager over bål i skoven og meget andet. Men som sagt - sæt god tid af!
Mellem træer og tilgroede klitter i Højsande mener man, at der er trolde og nisser. Før i tiden var der mange flere, som troede på sådan noget her på Læsø - men i dag er det mest børn, der ser, hører eller mærker dem. Nisseruten er en 3,2 km rute rundt i stærkt kuperet terræn, og er en vandretur med sjove bakker, gode klatretræer, viden og fantasi. Nedenfor finder du et kort over ruten med tilhørende historier og aktiviteter som kan aktivere børn og voksne på en hyggelig skovtur.