Læsøs tangtage

Historien om kvindernes ø

Tangtagene på Læsø er helt unikke og findes ikke andre steder i verden. Historien bag er også værd at dykke ned i, da den rummer fortællingen om et lille, matriarkalsk samfund i en tid, hvor det ellers var mændene der rådede og regerede.

Læsø var i høj grad kvindernes ø, da mændene ofte var væk for at sejle eller fiske. Det betød, at kvinderne måtte tage sig af det hårde arbejde på øen såsom at tænge tagene ved håndkraft. Derfor er mange af tanghusene i dag også opkaldt efter kvinder.

Ålegræssets gode egenskaber

Foruden at være unikke, smukke og pryde øens landskab, er tangtagene det mest bæredygtige, man kan tænke sig. Tagene af ålegræs har vist sig at holde længere end noget andet tagmateriale, faktisk er der tangtage fra 1600-tallet på Læsø, som stadig holder regnen ude og er utroligt smukke. De lange vasker af ålegræs bliver med tiden til en sammenfiltret tæt masse, som en fantastisk skærm for både regn, blæst og støj.

Ofte hænger taget langt ned over huset sider og nogle steder rører det nærmest jorden, da det tykke lag tang hjælper til at isolere huset. Dertil kommer det, at tangtagene hverken kan brænde eller rådne, da ålegræsset er naturligt imprægneret med salt.

Bæredygtigt materiale

Taget er medvirkende til at binde CO2, fordi ålegræsset, som vokser i havet, optager store mængder CO2, som bliver langtidsbundet i ålegræsset. Og fordi det bindes her i flere hundrede år, forsvinder CO2 på denne måde ud af kredsløbet.

De gamle tanghuse er også omfattende genbrug. De er bygget af ler direkte fra Læsøs undergrund, som er klinet op som bindingsværksvægge og soltørret. Træværket er overvejende strandingstømmer, og dermed også genbrug. Og når et hus engang ikke skal anvendes mere, kan leret vende tilbage til naturen, og tangen f.eks. anvendes til jordforbedring eller dyrkning af fantastiske kartofler.

Ålegræs fra Bogø, Møn og Tærø

I dag er Læsø ikke længere selvforsynende med ålegræs, da der i 1930’erne gik sygdom i ålegræsset i Kattegat. I stedet importeres ålegræsset fra bla. Bogø, Møn og Tærø.

Da det udelukkende er overskuddet som indsamles og tørres, har udnyttelsen af ressourcen ingen negativ effekt på udbredelsen af ålegræs. Læs mere om Læsøs tangtage på hjemmesiden her

Tanghusruterne

På Læsø kan du se og opleve de unikke tangtage på to forskellige tanghusruter. På begge ruter kan man se de mange tanghuse i deres forskellige stadier, hvor nogle er færdigrestaureret og andre stadig har en kærlig overhaling til gode. Husene er privatejede og kan derfor betragtes på afstand. Ved huset hvor tængemanden arbejder (i perioden fra påske til december), er man velkommen til at standse op og se på arbejdet. Her vil der være en informationspavillon, som kan gøre en klogere på tangtagenes historie, hvis ikke tængemanden har tid til en snak.

Vil man helt tæt på tanghusene, kan man besøge Museumsgården eller Hedvigs Hus.

Tangtagene reddes

Indtil for nylig har der hverken været ålegræs, viden om tængning eller håndværkere til rådighed, som kunne holde tængetraditionen i live. Læsøs tangtage var derfor i truende forfald, og antallet faldt drastisk.

Tanghusprojektet ’Red Tagtagene’ er nu med til, at det ældgamle håndværk genoplives. Det betyder, at øens tækkemand nu også kan kalde sig tængemand, og at der for første gang i 100 år dukker nye tangtage op på Læsø. I sommerhalvåret kan man følge restaureringen af de gamle huse forskellige steder på øen. Hjemmesiden www.tangtag.dk fortæller meget mere om projektet, og der kan man se, hvor der tænges i øjeblikket.

A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Slots- og Kulturstyrelsen,  Augustinusfonden og Realdania  har alle på forskellig vis bidraget til at bevare tangtagene og dermed Læsøs helt unikke kulturarv. Samtidig har lokale ildsjæle, museumsfolk, Læsø kommune m.fl. også arbejdet hårdt for at få projektet i gang.

Inspiration og kulturel verdensarv

Der er ingen tvivl om at ålegræs er et yderst interessant fremtidigt byggemateriale. Det forventes, at Læsøs tangtage vil blive en platform for undersøgelse og udvikling af disse materialeegenskaber i langt mere CO2 neutralt materiale, end vi har set i nyere tid.

Derudover er Læsøs saltsydning og tangtage er på en rejse for at komme på den nationale tentativliste og dermed UNESCOs verdensarvsliste.