Den sidste rejefisker

Af Klaus Munk 

Helt op i 1970'erne var dette fiskeri en vigtig indtægtskilde og et godt supplement til kosten i det nøjsomme husmandsliv.

Den 72-årige Chr. Juul Christensen er den sidste, der driver rejefiskeri på gammeldags maner. Siden drengeårene har Juul været en lige så naturlig del af livet i Bovet som ternerne og mågerne. Han har altid foretrukket rejefiskeriet, som der i 1960'erne og '70erne var gode penge at tjene på. Sidst i '90'erne kom det store iltsvind i hele Kattegat, hvor ålegræsset forsvandt i Bovet og dermed også fiskene og rejerne. Først i de senere år er ålegræsset langsomt vendt tilbage og dermed fiskene og muligheden for igen at drive rejefiskeri.

Fiskeriet foregår et par kilometer ude i Bovet, hvor der strækker sig et lille dyb fra vest mod øst. Man kommer derud i traktor - i gamle dage foregik det på cykel. Kågen ligger forankret på kanten af dette dyb. Ved siden af kågen er opstillet et tørrestativ af sammenbundne pæle kaldet galgen. Her hænges ruserne til tørre, når de er blevet alt for tilgroede af alger og tang. for det er nødvendigt med rene ruser, ellers fanger de ikke noget. Det er et fantastisk smukt syn at se galgen fyldt med ophængte ruser til tørring. Et foranderligt kunstværk skabt ud af nødvendigheden.

Rejeruserne spændes ud mellem de kraftige pæle, der er placeret efter et enkelt system, og med megen møje er blevet vrikket ned i havbunden, udelukkende ved Juuls kropsvægt, hængende i en vinkel på 90 grader ud over siden af kågen - hvilken adræthed! Juul stager kågen rundt mellem pælene fuldstændigt ubesværet - man kan virkelig se, at han har prøvet det før. Efter et par timer er ruser og pæle sat op og fiskeriet dermed i gang. Juul stager tilbage til ankerpladsen, vader de 50 meter ind til traktoren og kører hjemover spændt på, om ruserne er placeret det rigtige sted.

Næste dag skal der røgtes, og det er ikke uden spænding, at fortøjninger slippes, og kågen stages udover."Det herude er livet - det er i hvert fald mit liv", siger Juul. "Ikke én dag er magen til den anden - skønheden og stilheden, det enkle liv, fuglene, ja, bare det at være vidne til årets og naturens evige cyklus er et stort privilegium at være en del af. Og så al den gode føde naturen kan give! Det er godt for maven, det er godt for sundheden - og det er godt for sjælen", siger Juul og smiler. "Jeg håber at kunne få lov til at få mine sidste dage herude også - ja, ikke at jeg skal drukne, men kan blive ved, indtil jeg ikke har kræfter til fiskeriet mere. Men det er jo ikke sikkert, at det kan lade sig gøre". Smilet falmer lidt. "Fiskerikontrollen forpester efterhånden tilværelsen i alle små fiskersamfund. Vi burde fredes i klasse A ligesom indianerne i Amerika. Det her er vores liv og vores kultur. Hvorfor må vi ikke være her mere og fortsætte vore traditioner? Skal det hele virkelig henligge som et glansbillede uden nogen form for indhold? Jeg forstår det ganske enkelt ikke - hvad vil vi med det?".

Der var to pund rejer og et par skrubber den dag, og Juul strålede som en sol, mens han stolt fremviste nogle rejer. "Prøv lige at se – jamen, er det da ikke et smukt syn! Prøv at se, store og fine - åh, det skal blive godt!".

En god dag i Bovet og en god dag i et menneskes liv.

Fakta

"Den sidste rejefisker" er titlen på en dokumentarfilm produceret for Læsø Museum af Læsø Media. Filmen beskriver forberedelsen til rejesæsonen i april og selve rejefiskeriet i maj-juni. Hensigten med filmen er at dokumentere fangstmetoden ved rejefiskeriet, så den gamle tradition ikke bliver glemt, men kan rekonstrueres og genoptages, hvis nogen i fremtiden skulle finde det interessant.

Filmen er en helt unik chance for at få et sidste indblik i et fiskerliv i Bovet. Ud på sensommeren 2010 kom Fiskerikontrollen på besøg ved tørrestativet, erklærede ruserne ulovlige, konfiskerede begge rejeruser og sendte dem til destruktion. Juul fik derudover en klækkelig bøde.
Juul blev således meget mod sin vilje Læsøs allersidste rejefisker i Bovet.

Filmen kan købes som DVD på Læsø Museum og Læsø Turistbureau.