Galop på rønnerne

Ridning på islandske heste

Foto: Visitlaesoe

Du kan komme rundt mange steder på Læsø i bil og på cykel, men vil du gerne se øens store og uberørte naturområder, kan det absolut anbefales at prøve en tur på hesteryg eller i en hestevogn.

Rideture på Læsø

Tølt

Den islandske hest er blevet meget udbredt på Læsø. Hesten er med sine særlige gangarter og sit gode sind meget velegnet til turridning. Uanset rytterens alder og rideerfaring. 
Når hesten går tølt, bevæger den ryggen minimalt, hvilket giver en meget behagelig oplevelse for rytteren. Det er derfor den gangart man udvikler mest hos den islandske hest.

Ridestier

Fuglene er trygge ved mennesker, der kommer frem på hesteryg, og det giver en ekstra mulighed for at komme tæt på dem. 
Der er ridestier på Rønnerne og i skoven, og rytterne anmodes altid om at holde sig på stierne for på den måde at tage hensyn til planter, fugle og dyr.

For de meget rutinerede ryttere, er en fri galop langs stranden en fantastisk oplevelse.