Læsøs strande
Læsø har en kyststrækning på ca. 100 km, hvoraf de 25 km er god badestrand. Badestrande findes på den vestvendte kyst og en del af nordkysten. I Læsøs sydvestlige hjørne findes en meget speciel badestrand, nemlig Stokken.
Havkajak
Forholdene på Læsø er ideelle til havkajak. Der er ture, som passer godt til begyndere, men også spændende ture for øvede. Som nybegynder skal du vælge en dag med stille vejr og holde dig på lavt vand. Fx en tur langs stranden fra Vesterø til Stokken. Eller en tur fra Vesterø til Rønnerrevet nord for Holtemmen. For øvede anbefales en tur langs nordkysten fra Vesterø til Østerby. Husk madpakke og drikkevarer!
Surfing
Er du vild med at surfe, har du på Læsø alle muligheder, hvad enten du er rutineret eller begynder. Såfremt du hører til den sidste kategori, vil du holde meget af at surfe på ”Flaget” nord for Vesterø Havn. Du kan også starte på det helt lave vand mellem Stokken og Stranden ved Sdr. Nyland - det er umuligt at drive til havs her! Er du mere rutineret, kan du finde udfordringer langs Læsøs nordkyst, ved Storedal, Hvide Bakker og Danzigmand. Vær opmærksom på, at der ikke kan lejes surferudstyr på Læsø.
Stokken
Du må vade ca. 50 m igennem vandet for at komme ud til den langstrakte sandrevle. Det er lidt af et tilløbsstykke, når hele familien skal afsted med de fornødne ting til en strandtur! Stokken er ca. 5 km lang, så man kan sagtens være sig selv.
En travetur langs vandet er også skønt, her er mange store skaller. Den vestlige ende af Stokken er fredet fra 15. maj til 15. juli af hensyn til fuglelivet.
Rav på Læsø
Læsø er et af de steder i Danmark, hvor man kan være heldig at finde rav. Forudsætningen for at der kommer rav ind på stranden er, at det har blæst meget kraftigt i et stykke tid. Når blæsten så aftager, og vandet falder, vil ravet blive ført ind mod kysten og aflejret på stranden. Stranden ved Danzigmand og Store Dal samt nord for Vesterø Havn er gode steder at kigge efter rav.
Vesterø Strand
Stranden, som strækker sig fra Vesterø Havn og sydpå, er meget velegnet til familier med børn.
Læsø byder på fremragende SUP-spots
Rigtigt mange steder på Læsø er vandet ganske lavt, og der er mange muligheder for at dyrke SUP på en god og tryg måde. Se nogle af stederne her...