©  Foto:

Fannemandskanalen

Et dejligt udflugtssted og en sjov aktivitet i sydvesten. Der er hele tiden nyt at opdage i Læsøs smukke og afvekslende natur og nye afkroge at udforske.

En af afkrogene er Fannemandskanalen i Sydvesten. Kanalen startede som en lille grøft, der blev gravet i 30’erne af to lodsejere - Ottilius Christensen og Anthon Christensen - derude ved Kirkefloden. De ville have afvandet strandengen, så deres dyr kunne gå her og græsse. Men grøften voksede sig stor – så stor, at læsøboerne kaldte den ”Panamakanalen”.

Den dannede skel ind til Peter ”Fanemands” jord. Tilnavnet fik han, fordi han var fanebærer i Husmandsforeningen. Nogle påstår dog, at det var, fordi han altid påkaldte sig en vis herre, og så skal der et d i navnet! 

I begyndelsen af 70’erne forsøgte man at bygge en dæmning af store kampesten, men naturen er ikke nem at styre og vandet løb bare udenom!

I dag er det igen muligt at passere kanalen tørskoet. Der er etableret en lille trækfærge til 3 personer, som har fået navnet Fannemandsfærgen. Den er i vandet fra april til november, kan medtage cykler og er ganske gratis.

NB Det er Fannemands Færgelaug der har etableret trækfærgen. Oldermanden er den tidligere færgedirektør ved Læsøfærgen Jess Jessen-Klixbüll.