Foreningen Asger Jorns Venner
Foreningen Asger Jorns Venner er en dansk non-profit forening, som har til målsætning at udbrede kendskabet til Asger Jorns virke med afsæt i Norden og Læsø. Basen på Læsø er Asger Jorns Atelier Bangsbohave, som også danner rammen om foreningens årlige kunstfestival 18. juli.
Den 31. januar 1964 er Asger Jorn på vej op gennem Jylland på en togrejse. Undervejs falder han i snak med en medpassager, og ubeset køber Jorn ejendommen Bangsbohave af denne tilfældige medrejsende. En ejendom på Læsø med 25 tønder land ud mod havet.
Der går flere år, inden Asger Jorn dukker op, og i tæt samarbejde med sin gallerist Børge Birch ombygger gården til sit hjem og atelier. Jorn siger selv i 1968: ”Mærkeligt nok, men det er egentlig det første atelier, jeg har, som er indrettet helt efter mit eget hoved.”
40 værker på Læsø
Der er ingen tvivl om, at atelierne i Paris og Albisola spillede en større rolle i Jorns produktion end Bangsbohave. Men alligevel mener man, at der er skabt mindst 40 værker på Læsø, og meget tyder på, at han følte sig særdeles godt tilpas på øen.
Bangsbohave på Læsø
Asger Jorns Venner er i dag blevet en kunst- og kulturinstitution på Læsø med Asger Jorns virke på øen som omdrejningspunkt. I løbet af de sidste 12 år har Foreningen udgivet 7 bøger om Asger Jorn med jomfrueligt indhold.
Tal R og Per Kirkeby
Som en cadeau til Foreningen og Asger Jorns virke på Læsø har man gennem årene modtaget kunstneriske gaver fra bl.a Tal R og Per Kirkeby i form af værker, som er trykt som plakater.
Plakaterne, som er afbilledet, kan købes ved kontakt til foreningen på info@asger-js-venner.dk.
Pris 225,- kr.
Kunstfestival i juli
Asger Jorns Venners årlige højdepunkt er kunstfestivalen, som afholdes i juli måned på plænen foran Asger Jorns atelier. Her samles hundredvis af mennesker til en hyldest af Jorn - gennem musik, taler og kunstneriske indslag. Musik var en stor del af Jorns interessefelt og derfor har Foreningen købt oplaget til bogen “Asger Jorn og Musikken”.
En musikalsk gave til Læsø fra Koppel-familien
I 2023 medvirkede foreningen til skabelsen og indsamlingen af midler til familien Koppels musikalske gave til Læsø i form af CD’en “Læsø Lys”. Læsø Lys er en musikalsk hyldest til Læsø og den betydning, øen har for mange danskere - heriblandt Koppel-familien med Benjamin, Anders og Marie i spidsen.
CD'en kan købes i signeret udgave med Benjamin Koppels signatur ved henvendelse til foreningen.
Lyt til nummeret Læsø Lys her på Benjamin Koppels Youtube-kanal >
Peter Linder er formand for Foreningen og er medejer af Asger Jorns hus og atelier på øen.
Foreningen og Peter har bl.a arrangeret ture til Albissola og Gotland, hvor Jorn også slog rødder.
Der kan læses mere om Foreningen og dens arrangementer på asger-js-venner.dk