Havnefest i Østerby
Hver fredag og lørdag i uge 28 afholder Østerby Sportsforenings sin årlige havnefest på Østerby Havn, hvor feriegæster og læsøboer mødes til to dage med masser af aktiviteter, underholdning for hele familien, hygge, mad og drikke - og naturligvis det hele i en festlig stemning. Og vigtigt er også, at overskuddet går til Østerby Sportsforening og blandt andet arbejdet med klubbens unge!
Havnefest i Østerby, hvor feriegæster og læsøboer mødes fredag og lørdag og hygger sig med fredagsbanko, fiskeauktion, sildebord og grillaften.
Programmet for 2024 er nu klar og lagt på Facebook - se det her:
Der er tombola med flotte gevinster, et kæmpe hoppeland og andre aktiviteter for børn.
Begge dage er der non-stop musik og anden underholdning samt et stort udvalg til hals og mave.
Buffet med alt godt fra havet og andre steder...
Hen over de to dage, som Havnefesten varer, er spisningen et vigtigt punkt, og et af de elt store trækplastre er den store buffet lørdag aften med alt hvad hjertet begærer.
En fyldt havn
Uanset om det er Kr. Himmelfart, Pinse, sommerferie eller fest, så er en ting sikkert; er vejret godt, så er havnen fyldt, og det gælder især til de faste traditioner i kalenderen; Vesterø har sin Kajfest, som trækker mange fra Jylland, og Østerby har sin Kr. Himmelfart og ikke mindst Havnefesten, som trækker mange sejlere fra både Danmark, Sverige og andre lande. Når sommervejret rammer, så ligger skibene på rad og række, og der hygges både ombord, på de lokale spisesteder og på havnens fine faciliteter.
Fiskeauktion
Et af festens faste tilløbsstykker er fiskeautionen, hvor dagens landinger fra de lokale kuttere faldbydes under en erfaren auktionarius' opsyn og kyndige vejledning. På billedet er det Gai Rulle, som for nogle år siden var manden med den afgørende hammer. Og én ting er sikker; der er garanteret køberne tårnhøj og pivfrisk kvalitet, og uanset hvor højt buddene går, er der stadig langt op til storbypriser - og alt er langt friskere!
De frivilliges svendestykke
Læsø er frivillighedens ø. Her er et fast korps af frivillige, som altid stiller op, når der skal laves et stykke arbejde - lige fra at bage kage, sætte telte op, servere mad, pille jomfruhummer, rydde af og alt det andet, som er med til at skabe succcesen for gæsterne - og ikke mindst et overskud, som havner på et tørt sted; nemlig i klubkassen hos Østerby Sportsforening, hvor blandt andet klubben store ungdomsarbejde får gavn af pengene.
Havnefesten i Østerby nyder godt af en mangeårig tradition blandt både øens faste korps af frivillige og ikke mindst af mange unge, både lokale og fraflyttede og deres venner, som hvert år stiller op og gi'r en hånd med. Takken er en efterfest og ikke mindst fornøjelsen ved at være en del af et team og et fællesskab.
Så når du fester og nyder Østerby Havnefest, så husk; det glæder mange andre end dig selv. Tak for det!