©  Foto:

Skovhytten på Læsø

Ved Storedalsvej tæt på Læsøs nordkyst og Kattegat ligger Skovhytten; Naturstyrelsens formidlingshus og et omdrejningspunkt for rigtigt mange aktiviteter - lige fra vandreruter over motion til bålsted, rasteplads, oplysning om de brune bier, legeplads for børnehusets udflugter, depot ved motionsløb og meget mere.
Der er bord/bænkesæt, toilet, plancher om områdets flora og fauna, bålplads, brændeskur, hestefolde og meget mere.

Skovhytten ligger ved Storedalsvej, tæt på de store åbne arealer på Læsøs nordkyst. Der er gode p-muligheder, og kommer man til fods eller på cykel, er det også nemt at finde frem til Skovhytten.

Skovhytten er bygget som et stort bjælkehus og med grønt tag. Rundt om Skovhytten er der både udendørs motionsbane, et bålsted og en gammeldags brændeflækker, der er bord/bænkesæt, cykelparkering, en fold tæt på til heste og så ikke mindst nogle bistader og et udstillingsbistade med information om Læsøs brune bier.

I Skovhytten er der skiftende udstillinger, så du kan blive klogere på naturen.

Sundhedsstien

Et af tilbuddene ved Skovhytten er Sundhedsstien - en fin forhindringsbane med udfordringer for både voksne og børn - og meget populær, når familier eller den lokale institution er på udflugt.
Skovhytten er også meget populær som et naturligt pitstop ved udflugter og større motionsarrangementer som fx Læsø Ultra og Læsø Rundt.

Masser af gode vandreruter

Med Skovhytten som udgangspunkt er der mange gode vandremuligheder for både børn og voksne. Naturstyrelsen har fx fire afmærkede ruter rundt i Læsø Klitplantage, og så er der jo den berømte Nisserute, 3,6 km børnevenlig vandretur med indlagt tælling af nisser. Nisseruten er fin som selvstændig aktivitet, og så er den også en del af Læsøs Ø-Skattejagt.

De brune bier

Læsø er hjemsted for en ganske særlig birace, de brune bier, som nyder godt at en delvis fredning fra EU - den østlige side af Læsø er forbeholdt de brune bier, og Læsø Biavlerforening gør et stort arbejde for at bevare racen.

I Skovhytten er der en udstilling om de brune bier, og i sæsonen sættes en bifamilie ind i et udstillingsbo, så man kan se, hvordan bierne arbejder - og er man heldig (eller dygtig), kan man spotte dronningen, som har fået en farvet prik på ryggen. Hver torsdag i juli holder foreningen foredrag og fortæller om de brune bier.

Læs mere om Læsøs brune bier her på brunbi.dk