Tanghusenes Dag
Tanghusenes Dag afholdes hvert år op til efterårsferien, og på selve dagen vil der være en række aktiviteter omkring temaet med Læsøs unikke tangtage.
I 2024 afholdes Tanghusenes Dag den 13. oktober ved Hedvigs Hus fra kl. 11 - 15 samt med Åbne Tanghuse mange steder mellem kl. 13 og 15.
I 2017 blev der for første gang afholdt Tanghusenes Dag, for at fejre de unikke tangtage, der kendetegner øens unikke byggestil.
Tanghusenes Dag giver mulighed for at høre om, se og opleve tanghusene. Det er samtidig en festdag for projektet, og på dagens program er der blandt andet foredrag, musikalsk underholdning, spændende frokost, børneaktiviteter og åbent hus i nogle af tanghusene, som er restaureret.
2024: Søndag den 13. oktober kl. 11 - 15, Hedvigs Hus
På stedet kan man møde tængemanden, repræsentanter for diverse foreninger, høre om Læsøs mulige vej til den nationale tentativliste, få vist nye og moderne anvendelser af ålegræs, opleve Læsødragten og naturligvis få en status for selve projektet og noget af den nye viden om Læsøs kulturhistorie, som restaureringerne har givet os.
Til en fest hører naturligvis også en øl og lidt godt at spise, så det er der også sørget for. Og Læsø Kommunes nye Mad- og Natur-konsulent Rasmus Brønnum laver i samarbejde med Læsø Tang snobrød og snacks plus lidt bålhistorier til børn og lignende væsener.
Video af 'at vride en vasker'
Her kan man se en video af Henning, som laver en såkaldt vasker sammen med sine medhjælpere - en skruemaskine har afløst en masse kvinder...
På vej til Verdensarv
Læsøs kulturarv med Tang og Salt kom på den interationale Tentativliste hos UNESCO i 2023, og september 2024 blev den formelle foreløbige ansøgning på 92 sider sendt afsted til UNESCO i Paris.