På vej til verdensarv
Saltsyderiet og tangtagene er noget helt unikt for Læsø, og det har et stort potentiale.
Læsø salt og tang på Unesco's liste over Verdensarven
November 2023 kom Læsø på UNESCO's officielle tentativliste med salt og tang.
Foto:ta
Af fhv. statsgeolog Jens Morten Hansen
Sidste år blev ’Læsø Salt og Tang’ optaget som potentiel dansk kandidat til FNs liste over Verdensarven: landskaber, bygninger og historiske forløb, der er videnskabeligt dokumenterede som globalt enestående.
’Læsø Salt og Tang’ kvalificeres af et 900 år langt forløb fra ca. 1150 til nutiden, hvor grundlæggende sammenhænge mellem central- og lokalmagt, lovløshed og rovdrift og den lille istids klimaforværring illustrerer befolkningens og landskabets reaktioner på ændrede grundvilkår.
Saltindustriens opkomst
Historien tager fart i 1200-tallet. Munke fra Vitskøl Kloster havde allerede opdaget øens saltholdige grundvand på op til 12%, hvor havvand har en saltkoncentration på kun 2 %.
Her øjnede biskoppen over Viborg Domkapitel en indbringende saltindustri. Hvis han fra Kongen kunne få ejendomsretten til øen og få folk til at flytte til den stort set ubeboede skov-ø for at oprette ’saltkogerier’, kunne der tjenes mange penge. Guleroden var at tilbyde fattigfolk, at de kunne etablere sig som frie bønder på øen – dvs. dyrke jorden og bygge gårde – hvis de som betaling ville oprette et ’saltkogeri’ og betale med salt.
På den tid ernærede de fleste mennesker sig som ’vornede’ bønder, dvs. som en slags slaver for herremænd. Derfor var der interesse for Viborg-bispens nye ’model’, især i egnene omkring Kattegat. Det fik antallet af gårde og saltsyderier til at vokse konstant i 400 år fra ca. 20 i 1200-tallet til mindst 135 i 1500-tallet.
Fra bæredygtighed til lovløshed
Under Valdemar Sejr ejede Domkapitlet hele øen og var den verdslige myndighed – og bestemte, hvem der måtte slå sig ned på øen, hvor der skulle bygges, hvor meget salt de skulle betale, og hvor meget de måtte producere til sig selv. De kunne også bestemme produktionsmetoder for at sikre høj kvalitet i saltet, og ikke mindst hvordan skoven skulle passes og fornyes.
Men med Reformationen i 1537 blev kirken frataget stort set al ejendom og myndighed af kongen, uden at der blev indsat en ny myndighed. Det betød, at gårdene nu kunne stjæle brænde og tømmer, oprette flere syderier og score gevinsten.
Resultatet var en voldsom vækst i antallet af saltsyderier, og da den lille istids koldere klima samtidig bevirkede at saltkoncentrationen faldt, måtte der mere brænde til. Disse forhold betød, at skovene forsvandt, og at øens befolkning nu hverken kunne producere salt eller dyrke korn nok til at brødføde den store befolkning.
Øens skovareal blev på få årtier reduceret til næsten ingenting og antallet af saltsyderier gik fra mindst 135 omkring 1585 til nul i 1652, hvor produktionen helt ophørte.
Koncentrationsagerbrug og sandflugt
Som svar på brødløsheden begyndte en ny form for landbrug at tage form, hvor store mængder tørv blev kørt ind fra ’udmarkerne’ (de store udyrkede arealer) til ’indmarkerne’ (agrene). Formålet var at fremstille kompost.
Men fjernelsen af store mængder tørv havde den bivirkning, at sandjorden nu lå åben for vindens erosion. Snart dannedes sandmiler, der vandrede tværs over øen og blandt andet ødelagde landsbyen Hals. Således kom den førhen skovklædte ø til at henligge skovløs i mere end 300 år - fra svenskekrigene 1640-59 til 1950erne, hvor klitplantningen begyndte at genskabe øens skove.
Af nød opstår tanghusene
De 300 års kummerlighed medførte, at der var mangel på praktisk taget alt, især bygningstømmer og tagmaterialer. Det skabte en helt ny – og globalt enestående - byggeskik, der erstattede stråtage med tage af tang, og det førhen rigelige bygningstømmer med vraggods fra strandede skibe. En byggeskik, der bruger så lidt tømmer som muligt, og i stedet anvender øens rigelige materialer på en ny måde: De enorme mængder af ilanddrevet ålegræs til tage, rullesten til gulve og undergrundens ler til vægkonstruktion.
Landskabshistorie som verdensarv
Læsø er et globalt enestående eksempel på, hvordan en befolkningsgruppe finder nye eksistensgrundlag, og hvor vigtigt samspillet er mellem de naturgivne vilkår, grundlagsforandringer, opfindsomhed, fællesskab og selvopholdelsesdrift. Øens høje biodiversitet og de naturfredede vidders historie bevidner også, at dét, vi nu oplever som naturskabte herlighedsværdier, i virkeligheden hovedsageligt er skabt af økologiske og økonomiske omvæltninger og menneskers behov for et tåleligt liv.