Bededag på Læsø
Ta' til Læsø og spis hveder; vi holder gravøl for Store Bededag med gratis og halvgratis udvalgte færgeafgange - og mange gode tilbud!
Gratis morgenfærge for gående og halv pris for biler
Selvom St. Bededag som helligdag og fridag er lagt i graven, kan man jo sagtens hygge sig med hveder og fx snuppe en tur til Læsø. Læsøfærgen, VisitLæsø og en række af de lokale erhvervsdrivende har derfor sat over til en god gang bagværk og masser af muligheder for lidt hygge og oplevelser.
Som appetitvækker byder vi på gratis færgebilletter for gående og halv pris for bil inkl. op til 7 personer på morgenafgangen fra Frederikshavn både den 25., 26., 27. og 28. april - torsdag, fredag og lørdag er det kl. 7.50 og søndag er det kl. 9.30.
Færgeturen tager 90 hyggelige minutter, og du lander i Vesterø Havn på Læsø kl. 9.20 torsdag, fredag og lørdag, og kl. 11 om søndagen.
I det følgende får du lidt inspiration, og du kan også læse mere om, hvordan du kommer omkring på øen.
Bededagstilbud på Læsø
En række af vores lokale erhvervsdrivende har budt ind med lidt gode tilbud...
Bussen er gratis på Læsø
Det er DitoBus, som står for busdriften på Læsø med rute 840, og den er ganske gratis!
Bussen kører mellem Vesterø, hvor færgen lander, og så via Byrum og til Østerby på den anden side af øen. Bussens køreplan finder du som pdf her, og så kan du altid finde tiderne via Rejseplanen.
Busserne kører udelukkende på el, og er de kraftigste elbusser i hele landet - og Læsø Kommune var de første til at gå over til ren eldrift på alle køretøjer; busserne, lægebilerne og alle de kommunale biler kører på el.
Rute 840 kører fra tidlig morgen til sen aften, og er blandt andet afpasset efter færgens ankomst og afgang.
Bussen stopper mange steder langs ruten, og i sommerferie-perioden går den endda også næsten helt ud til Saltsyderiet. Kommer du resten af året og vil på saltet fra en tur med rute 840, så skal du stå af i Byrum og gå til Saltsyderiet - det er godt et par kilometers gåtur, hvor du blandt andet kan lægge vejen forbi et par hyggelige steder...
Når du har tygget af munden...
Når du er færdig med hveder og gravøl over bededagens bortgang, er der naturligvis masser af muligheder for både at slappe af og endda slappe aktivt af. Først og fremmest er Læsøs unikke natur åben 24/7. Her er 100 km kystlinje med badestrande og vadestrande, her er vandreruter, cykelstier og ridestier, her er flade vande og surfspots og vinterbadesauna, her er hyggelige byer med masser at se på, her er kulturarv med salt og tang, og så er her først og fremmest ro og god plads og skønt at være.
Kom rundt på Læsø - lidt fif...
Læsø er dejlig overskuelig sådan rent afstandsmæssigt. 21 km på tværs og 12 km på den anden led i luftlinje, og med cykelsti langs vejen fra Vesterø til Østerby og en afstand af den rute på ca. 18 km.
På cykel...
Det er ideelt at komme rundt på Læsø med cykel, og man oplever dufte og lyde på en helt anden måde. Med en cykeltur på ca. 36 km i adstadigt tempo kan man køre igennem sydvesten til Saltsyderiet, Byrum, Museumsgården og igennem Læsø Klitplantage retur til Vesterø Havn, og have god tid til at opleve. Vil du også til Østerby skal der lægges ca. 10 km oveni. Med en elcykel går det som en leg - kan lejes ved Læsø Cykeludlejning.
I bil
Med bil kan du komme hele vejen rundt, fx på en dagstur - også rundt i yderkrogene. Vær opmærksom på, at I må være helt op til 7 personer i en bil. Der er gode veje på hele øen, og har man mod på lidt andet end asfalt, er der mange gode skovveje og grusveje, hvor det er tilladt at køre i bil - fx i det meste af Klitplantagen.
På gåben
Til fods åbner der sig et væld af muligheder - også bare lide fra færgelejet og vores Turistkontor.
Med bussen kan man køre ganske gratis, men kun tværs igennem øen! Hvis du skal til Byrum eller Østerby er bussen en fin mulighed. Mange tager bussen fra færgen til enten Byrum eller Østerby og går videre derfra.
Vær dog opmærksom på at bussen kører kl. 9.30 fra Vesterø Havn – kun 10 minutter efter færgen er ankommet.
Tjek Rejseplanen.dk
Vil du udforske mere rundt om på øen, kan du kombinere med cykel eller gåben. Afstanden fra Byrum til Læsø Salt er knap 3 km, og på vejen kommer du lige forbi gårdbutikken Storhaven.
Gode tips på turen
Her er lidt tips til oplevelser på en tur på Læsø. Kig ind på Turistkontoret eller ring til os og få lidt fif - eller tjek fx AllTrails, hvor der er mange gode ruteforslag på Læsø - både for gående og de tohjulede.
Spisesteder på Læsø
Uanset om sulten er lille eller stor, er der mange gode spisesteder. Få overblikket her.
Foto:visitlæsø
Lidt afstande fra færgens ankomst i Vesterø:
Vesterø – Byrum - Læsø Saltsyderi: 8,5 km
Vesterø – Byrum, Mejeripladsen: 7,5 km
Vesterø – Østerby Havn via Byrum: 18,7 km
Vesterø – Østerby Havn via Plantagevej og Linjevejen: 15,7 km
Vesterø – Danzigmand: 20,7 km
Vesterø – Læsø Antik & Retro: 6,3 km
Vesterø – Storhaven: 7 km
Vesterø – Stokken: 5,5 km
Et par vandreforslag fra Vesterø Havn:
Vesterø Havn – Strandvejen – Stokken – Fannemandsfærgen – Søndre Strand – Vesterø: 14 km
Vesterø Havn – Holtemmen – Storedal – Badesøen – Remmerne – Vesterø: 13 km
Vesterø Havn – Holtemmen – Træbakken – Vesterø Havn: 6 km