Sommer på Læsø
Nyd sommeren på solskinsrige Læsø
Læsø - himmel og hav
Skumfødt ligger Læsø smukt i Kattegats bløde bølger, når man ankommer med den lille, hyggelige færge fra Frederikshavn. Fra Vesterø Havn strækker øen sig sindigt i hele sine 22 kilometers længde med varieret natur, små hyggelige bysamfund og fredede områder. Her finder man det ægte ø-liv, som byder på masser af variationer afhængigt af vejr, vind og ikke mindst, hvornår på sæsonen man kommer. I sommermånederne mangedobles indbyggerantallet, og forretningslivet blomstrer, men måske oplever man alligevel ø-livet bedst lidt uden for den allermest hektiske turistsæson.
Uanset årstid er det dog netop på grund af freden og den unikke naturidyl, at Læsø nyder en status som et af Danmarks måske mest attraktive feriemål. Det er oplagt at tage cyklerne med og for eksempel besøge saltsyderne, nyde Læsøtårnets smukke udsigt eller gå på opdagelse i øens store udbud af kunsthåndværk. En rask travetur langs stranden med vind i håret, havluft i næsen og havets brusen i ørerne er som et vitamintilskud året rundt. Sælsafari, en tur på hesteryg og et besøg i de gamle tanggårde hører til særlige Læsøoplevelser - og et af de nyeste skud på stammen er kurbadet Læsø Kur indrettet i Vesterøs gamle havnekirke og selvfølgelig baseret på saltbade og behandlinger med det berømte Læsøsalt.